Centrering er, at kunne holde fokus på noget eller nogen samtidig med at fastholde og sanse en energikoncentration inde i midten af kroppen; og at kunne mærke dette centrum uanset hvilken livssituation, man befinder sig i. Om man er glad, stresset, stille, rasende – centreringspunktet er der. Når du er centreret støttes din evne til at holde fokus, og kan give dig en følelse af et fast holdepunkt i kernen af dig selv.
Centrering er også en måde at samle energien i et punkt, så man kan kanalisere den ud i den aktivitet, man ønsker sig. F.eks. når du gerne vil høres, når du har brug for at lede, når du har brug for at nå et mål, har brug for at forsvare dig eller kæmpe, når du har brug for at stå fast og når du har brug for at afgrænse dig.
At være centreret vil sige at dine tanker og følelser også er centreret, hvilket betyder, at tanker og følelser ikke løber af med dig. Centrering vil give dig oplevelsen af en tilstand af selvtillid, balance, ro, styrke, og tilstedeværelse i nu`et.
Når man er sammen med andre mennesker er det vigtigt at være centreret, da det betyder at du er i stand til at være autentisk, til stede i dig selv, bøjelig og i balance og du vil have mere energi til rådighed, og det vil være lettere for dig at nå de mål du sætter for dit liv, både privat og arbejdsmæssigt.
Hvis du arbejder med andre mennesker, - er underviser eller behandler, er det særdeles vigtigt at være centreret. Når du er optaget af at forstå eller hjælpe et andet menneske, falder vi ofte i en fælde: du glemmer dig selv! Og hele din opmærksomhed forsvinder over på den anden, hvilket resulterer i, at du mister dig selv. Dette kan medføre, at du bliver drænet for energi, bliver træt og utilpas.
De muskel grupper, der er involveret i centrering er de dybe muskler i bækkenet og omkring nederste del af rygsøjlen, sædemusklerne, rotationsmusklerne tæt på ryghvirvlerne, brystmusklerne og de muskler der samler skulderbladene.